Personen bag kennelen


Kennel Strandly huserer lige syd for Hillerød, i et lille samfund kaldet Ny Hammersholt.

Jeg bor i et gammelt hus fra 1877 med mine to store piger. Vi har god plads omkring os og har skoven som nabo.

Vores hunde bor naturligvis sammen med os – de er først og fremmest vores kæledyr.

Opdrættet er en følge af en dyb interesse for struktur, bevægelse og sundhed. For at opdrætte skal man forstå hvorfor racen ser ud som den gør, og hvilken funktion de forskellige knogler, muskler m.v. har. Hvorfor ser ørene sådan ud, og hvorfor foreskriver racestandarden f.eks. at aussien skal være en anelse længere end den er høj. Hvorfor skal alle racer ikke løbe ens – og hvorfor skal "min" race løbe som foreskrevet.

Som opdrætter skal man naturligvis kende Racestandarden til punkt og prikke. Men det er ikke nok at kunne den udenad, man skal også forstå hvorfor der står som der står. Hvis man ikke forstår hvorfor tingene skal være som foreskrevet, så kan man heller ikke forbedre. Hvis man ikke kender fejl og mangler i egne hunde, kan man ikke forbedre - og dermed bidrager man ikke med noget godt for racen. Der er ikke et eneste fyld-ord i racestandarden -– alle ord har en mening!

At være en seriøs opdrætter er en konstant søgen efter ny viden - emnet hunde, deres genetik, adfærd m.v. er så kæmpe store emner, og hele tiden findes der ny viden. Heldigvis - bliver vi hele tiden klogere på hundens måde at fungere på, arvegange i sygdomme, hundens signalsprog, behov, flokmentalitet og meget mere.

En lille artikel, skrevet af en amerikansk opdrætter, der illustrerer een side af forskellen på gode og mindre gode opdrættere: Why pay more.


Læs mere om mine avlsprincipper

_____________________________________________________


Udover at være aussieejer og opdrætter, er min store hobby udstilling. Derudover er jeg instruktør i DKK, kreds 1 (Ølstykke), og sidder i aktivitetsudvalget i DKK. Udvalget varetager bl.a. uddannelse af instruktører i DKK. Endelig underviser jeg i adfærd og håndtering indenfor DKK.

Adfærd er en anden af mine store hobbyer -– det er dybt fascinerende at iagttage hundes indbyrdes kommunikation, deres ekstrem præcise evne til at gennemskue hvad de står overfor (hunde som mennesker). At opbygge tillid og gensidig respekt mellem hund og ejer er noget af det mest givende efter min mening. Det bånd der kan opbygges, hvis man forstår og respektere sin hund for hvad den er, er så ubeskrivelig givende – jeg ville ønske at alle hundeejere når at opleve det!

I et forsøg på at udbrede viden, samt skabe en bro mellem aussieejere, uanset hvor de er bosat i landet, har jeg lavet en side der omhandler både viden omkring racen (statistiker, sundhed, hvalpens udvikling), samt links til både kenneler og private websites, samt resultat af prøver inden for alle kategorier (hyrdning, lydighed, agility, m.m.) samt udstilling. Siden hedder: www.australianshepherd.dk.




Venlig hilsen,
Gitte Strandly