Avlsprincipper



Målsætning:

Kennel Strandly tilstræber at opdrætte racetypiske
Australian shepherds med en velafbalanceret sjæl
i en sund og velproportioneret krop.



Med racetypisk mener jeg, at jeg tilstræber at avle hunde der er typiske iht. racestandarden.

Med en velafbalanceret sjæl mener jeg, et væsen der gør hunden i stand til at indrette og tilpasse sig det miljø den lever i. Det betyder også en sjæl der er trænbar - der har aussiens velkendte "willing to please" attitude. Hundens fornemmeste opgave er at være velfungerende i familien.

Med en sund hund, mener jeg en hund der er fri for arvelige sygdomme. Der findes desværre sygdomme der kan overføres genetisk (f.eks. Hofteledsdysplasi, catarat og epilepsi). Med et grundigt avlsarbejde mindskes risikoen for at få disse sygdomme overført genetisk.

Med en velproportioneret krop mener jeg, at strukturen for hunden er vigtigt, for et langt, aktivt og sundt liv. Aussien bliver 10-12 år gammel, det er en hund der bruger sig selv meget kropsligt, og bl.a. derfor er det vigtigt at kroppen er strukturelt velproportioneret. Den velproportionerede krop er beskrevet i racestandarden. En væsentlig faktor for en racetypisk aussie!


Racestandarden findes her.



6 måneder gamle hvalpe efter Kidjo og Blue




Avlsplaner og hvalpe

Kun hunde med et sundt og velafbalanceret sind kan komme i betragtning som forældre hos kennel Strandly. Derudover skal hundene være HD-fotograferet med et tilfredsstillende resultatet før de kan indgå i mit avlsprogram, ligesom de skal være frie for arvelige øjensygdomme.

Før en parring kan blive en realitet, er der mange brikker der skal passe sammen. Begge forældres stamtavler kortlægges for eventuelle svagheder (sygdom, struktur og temperament). Der skal laves et stort research arbejde for at mindske risikoen for f.eks. arvelig catarat, hofteledsdysplasi (HD) eller epilepsi. Det er en tidskrævende proces, men det er også en proces som jeg finder yderst interessant.

Når parringen har fundet sted, sker der store forandringer med tæven. De første uger af graviditeten er vigtige for fostrene, og tæven skal spinde af velvære. Jeg finder det vigtigt at hun føler sig som en dronning, og på alle måder har det som blommen i et æg!

Igennem hele graviditeten får hun naturligvis et godt og dækkende foder, der tilpasses hendes omstændigheder som tiden skrider frem. Hun får motion afpasset hendes graviditet. Når tiden nærmer sig sørger jeg for at hvalpekassen bliver sat op, og gjort indbydende. De øvrige hunde i huset får ikke længere lov til at gå i hvalpe-værelset. Nu er det tævens rum, og hende og jeg gør os i fællesskab klar til den forestående fødsel.

Når hvalpene er kommet til verden skal der være ro omkring dem og tæven i de første uger. Hvalpene modtager ikke eksterne besøg i de første 3 uger af deres levetid. Dog skal hvalpene rustes til at møde verden, og min socialisering af dem starter næsten straks de er født. Jeg starter naturligvis blidt, men i løbet af de kommende 8 uger skal de udfordres jævnligt, og hele tiden have nye indtryk og oplevelser. Graden af udfordring afhænger dels af hvalpenes alderstrin, men er naturligvis også individuelt.

Denne socialisering skal fortsætte når hvalpen er kommet hjem til sin nye ejer, og faktisk skal den fortsætte resten af hundens liv, blot behøver den ikke at være så omfattende som i hvalpeperioden.

Jeg har rigtig stor positiv erfaring med at benytte en kiropraktor til mine hunde - hele livet. Og dette er ikke anderledes for hvalpe. Ingen hvalp flytter fra mig, før den er blevet tilset af en kiropraktor. Vejen igennem fødselsgangen kan være en voldsom oplevelse for en lille og blød krop, og som følge deraf skal der ikke meget til at Atlas (rygknogle nærmest kraniet) bliver skæv, et lille ribben er trykket eller meget andet. En Australian Shepherd bruger sig selv meget, og derfor kan et besøg hos kirpraktor i løbet af hundens liv, sjældent undgås.


Se billeder af hvalpes opvækst hos Kennel Strandly:

Hvalpe efter Quila og Player

Hvalpe efter Blue og Scotty


Kontakt til mennesker - mange gange dagligt Udfordring som spejl og diverse legetøj Balancebom Støj og larm tæt på



Forventninger .....

Med en hvalp fra Kennel Strandly kan du være sikker på:

  • At du får en velsocialiseret hvalp, der har levet og boet de første måneder af sit liv i selskab med hele vores familie - hunde som mennesker. Vores hvalpe får passende socialisering og udfordringer igennem hele perioden de bor hos os.
  • DKK stambog, samt en hvalpemappe med informationer og fotos af hvalpens forældre, søskende og ikke mindst - hvalpen selv.
  • Hvalpen har været tilset af en dyrlæge, og har fået sin første vaccination. Derved kan du melde dig til hvalpemotivation straks den er faldet til i sit nye hjem.
  • Hvalpen er også blevet øjenlyst første gang, for at afdække eventuelle arvelige øjensygdomme.

  • Hvalpen er blevet tilset af en kiropraktor, for at rette op på skævheder forårsaget af fødselsgangen.

Hvalpe fra Kennel Strandly er altid nøje planlagt. Jeg har ikke hvalpekuld med faste intervaller, og dermed heller ikke nødvendigvis hvert år - jeg har hvalpe når den rigtige kombination er mulig!

Jeg
ligger et stort arbejde i at analysere hvalpenes væsen, deres spæde personligheder, styrker og svagheder igennem tiden de er hos mig. Det gør jeg for at blive i stand til at finde den rigtige hvalp til den rigtige familie.

Hvis denne "match" skal blive succesfuld, skal jeg kende lidt til det liv du kan tilbyde hvalpen, din hverdag og ikke mindst dine forventninger til det nye familiemedlem.

Som hvalpekøber kan du have en præference for hale eller ikke hale, for kønnet og måske også for farven på hunden. Du skal dog være forberedt på, at jo flere præferencer du har jo sværere bliver det at opfylde alle ønsker. Jeg forbeholder mig den endelig ret til at sige hvilken hvalp, jeg mener passer bedst til den enkelte hvalpekøber, og dette er uafhængig af køn, farve m.v. men går alene på den mentale ballast hvalpen har med sig.


Møde fremmede voksne hunde Uuhmmmmmm kødben! I hænder hos børn i alle aldre



Kennel Strandlys forventning til dig som hvalpekøber:

  • At du vil øjenlyse din hund mindst een gang mere inden den fylder 4 år. Skal hunden (tæve som han) indgå i avlen skal den desuden øjenlyses forinden parring (hver gang).
  • At du og hvalpen deltager på et hvalpemotivationskursus.
  • At hvalpen bliver behandlet på en for hunden fornuftig måde - dvs. at du prøver at sætte dig ind i hvordan hunden tænker og oplever sin omverden, således at du kan være en god støtte, men også så du kan tackle din hund på en fornuftig måde.
  • At du HD-fotograferer din hund, når den er færdigudviklet. Nærmere tidspunkt vil fremgå af hvalpekontrakten. Hunde der skal indgå i avlen, skal være HD-fotograferet med et tilfredsstillende resultat.
  • At du besøger Kennel Strandly mindst 2 gange inden hunden er fyldt 3 år.



Hvalpene er klar til at forlade kennel Strandly fra de er 8-9 uger gamle.

Jeg tilbyder hvalpemotivationstræning, samt læring i hundeadfærd, ligesom jeg står til rådighed for hjælp og vejledning i hele hunden liv. Kennel Strandly tager enhver hund tilbage til hver en tid - uanset årsag!

Kennel Strandly stiller ikke krav om depositum fra hvalpekøbere, men prioriterer hvalpekøbere der har indbetalt depositum. Depositum udgør kr. 2.000. Eventuelt depositum bliver reduceret i den samlede pris. Kontakt mig for yderligere information.